Så er klimatopmødet startet idag, og jeg håber, at de om 12 dage har indgået en klimaaftale. For ellers går det da helt galt for den danske folkefølelse. Klimatopmødet er ikke længere udelukkende et politisk anliggende, det gennemsyrer det danske samfund lige fra Emilie Turunen i Alt for Damerne til Peter Tanev i Godmorgen Danmark.
I retorikken arbejder man med den retoriske situation. Det er en situation, der skal besvares med en passende retorisk ytring. I dette tilfælde er den retoriske situation klimatopmødet. Men hvad er den passende retoriske ytring? Mulighederne ved et topmøde er mange, men som dette møde er blevet italesat er det eneste passende (læs tilfredstillende) svar for Danmark en klimaaftale.
For et par måneder siden handlede alting “bare” om klimamødet og om Obama nu ville komme til Danmark igen eller ej. Men når jeg nu tager offentlig transport kører jeg i en metro, hvor Vestas plæderer for at “the time for action is now” og supermarkeder reklamerer med muligheden for at “lave din egen klimaaftale” under indkøbene. Klimaaftalen er ikke længere Connie Hedegaards ønskebarn, den er nu blevet hele Danmarks putte nutte. Rådhuspladsen er blevet indtaget af en jordklode på 20m i diameter, så alle kan følge med i, hvordan indlandsisen smelter. Så vi rigtig kan føle hvad vi kæmper for. Vi har sat alt på et bræt, og det er ikke bare Connies CV, der er afhængig af at opnå en klimaaftale.
Puuuuh, hvor bliver vi skuffet, hvis vi ikke får, hvad vi har ønsket os til jul!
