Idag er det tre dage siden, at Obama skulle have lukket Guantanamo. Men den gik ikke lige helt. Det er ikke noget nyt, at politikere lover det ene og det andet under valgkampagnen, men når de så er valgt ind, er løfterne glemt. Men hvad gør det egentlig ved den etos, den tillid til hans person, som vi tilskriver Barack Obama? Jeg tror, at Obama har forstået at spille på de tre dimensioner i hans etos.
I sin tid opstillede Aristoteles tre dimensioner af etos: Fronesis, areté og eunoia.
- Fronesis er et udtryk for klogskab og dømmekraft.
- Areté for moralsk karakter.
- Eunoia for velvilje overfor publikum.
Obama har lært at arbejde med de tre dimensioner, så selvom han nu og da kvajer sig, så går det aldrig rigtigt ud over hans popularitet.
Når Obama ikke får lukket Guantanamo til tiden, går det ud over fronesis: Han burde have vidst, at det ikke kunne lade sig gøre, det har eksperterne sagtt længe. Det går også ud over areté: Vidste han godt, at han ikke kunne nå det, men lovede det alligevel for at blive valgt?
Udover Guantanamo har han jo også for nyligt modtaget Nobels fredspris, hvilket ikke alle mente var helt fortjent, som det kan læses her hos DR. Her mener jeg, at der endnu en gang slides på hans areté: Hvorfor tager han imod, hvorfor tror han selv, at han har gjort sig fortjent til det?
Men hvor vigtigt er det egentlig? Ikke særligt vigtigt. For hver gang, der trækkes lidt på de to andre parametre, så kan Obama aktivere eunoia, altså velviljen overfor publikum. For nyligt delte han mad ud til hjemløse og fattige sorte for at ære og mindes Martin Luther King, en mand der har kæmpet hårdt for kerneværdier i det amerikanske samfund. Her viser han i høj grad sin velvilje overfor borgerne i alle sociale lag. Et stort plus på velviljekontoen. Og ganske belejligt en begivenhed der fandt sted ganske få dage før hans Guantanamo løfte endegyldigt var brudt. Obama viser også velvilje overfor sine tilhørere og humoristisk sans, hvilket vi kan tilskrive areté, når han for åben skærm erklærer, at nok er han landets præsident, men Bruce Springsteen “is the Boss!!”.
Selvfølgelig er der flere aspekter, der spiller ind, når man taler om en folkeforførelse som den, Obama har gang i. Ikke desto mindre er det ganske tydeligt, hvordan hans etos bruges.
