Vi ved godt alle sammen, at vi hele tiden har haft Udkantsdanmark. Personligt kunne jeg derfor heller ikke lade være med at undre mig over, hvad der lige skete for, at medierne (og politikerne) pludseligt opdagede dem. Og her kaster jeg så retorik-kortet på bordet. For retorikken kan nemlig være med til at belyse Udkantsdanmark.

Det, der skete, var nemlig, at Udkantsdanmark pludselig havde fået én stor samlet stemme, som de kunne råbe resten af Danmark op med. De blev et samlet folk, der pludseligt var stort nok til at lytte til. I retorisk teori har Maurice Charland beskæftiget sig med, hvordan man danner et folk. For ham handler det om, at enkelte individer identificerer sig med en samlet identitet. Denne identitet er en del af en fortælling, som både har en start, en midte og en slutning, og som indeholder et sæt værdier, man som individ kan tage til sig. Processen at skabe et folk forløber i tre trin:

1. Man tilbyderet kollektivt subjekt, med hertilhørende værdier, som de enkelte subejtker kan identificere sig med.
2. Dette kollektive subjekt er transhistorisk, dvs. at det har en fortid at vise tilbage til.
3. Selvom subjektet lever i en fortælling, og fortællinger som bekendt allerede har en fastlagt slutning, så skal individerne i det kollektive subjekt føle, at de selv frit vælger denne slutning.

Jeg vil prøve at vise, hvordan Udkantsdanmark opstod med udgangspunkt i Fællesliste vest.

1.  Først skal der skabes et kollektivt subjekt, der skal altså skabes noget, som man kan samles om. Det er her Udkantsdanmark starter.  Nogle siger; “hey, jeg er ikke en dansker, jeg er en udkantsdansker”. Man begynder at opfatte sig selv som anderledes fra dem, der bor i resten af Danmark. Og nogen er jo nødt til at starte med at tale om den forskel, for at idéen kan opstå hos udkantsdanskerne. Og den “nogen” er Fælleslisten Vest. Allerede i efteråret 2009 havde de enorm fremgang ved regionsvalget. Her begyndte folk stille og roligt at “melde sig ind” i det kollektive subjekt, det “folk”, som blev skabt. Med den indmeldelse følger et værdi sæt, der forenklet kan siges at lægge vægt på at forbedre vilkårene i udkanten.

2. Hvad angår det transhistoriske subjekt, så er det ikke svært at skabe sådan et. Udkantsdanmark har ligget der lige så længe som resten af Danmark, og man behøver ikke en særlig lang historisk oversigt for at påvise den centralisering, der er sket med tiden. Selvom Udkantsdanmark ikke altid har været helt så udkant, som det er nu, så har den langsomme udvikling stået på længe, om ikke andet, så i hvert tilfælde i øjnene på indbyggerne i udkanten.

3. Og videre til slutningen. Jeg vil ikke sige, at der er en forudbestemt slutning på Udkantsdanmarks fortælling. For Fællesliste Vest er det umiddelbare mål at sikre Holsterbro sygehus, alligevel mener jeg, at den bølge af udkantsbevidsthed, som de har vakt, har mere vidtrækkende mål. Et forsigt forsøg på at sætte ord på dem, ville være noget i retning af en decentralisering af Danmark. Men det kan jeg ikke sige noget om. Hvad der er afgørende er, at de ønsker at forbedre kårene i Udkantsdanmark. Selvom individerne i “folket” mener, at det er deres egen frie idé, at de vil have bedre vilkår til Udkantsdanmark, så er det en idé, der ligger indbygget i folket fra starten af. Man konstaterer, at der er forskel på Udkantsdanmark og resten af Danmark. Man konstaterer, at det er dårligt. Og som naturlig følge heraf vil man ændre på det.

Og lige pludselig står man så med Udkantsdanmark i tv-avisen hver aften kl 18.30. Det er selvfølgelig nogle voldsomt forenklede betragtninger og ret brede generaliseringer, som jeg arbejder med her. Ikke desto mindre synes jeg, at det kan hjælpe til at sætte ord på, hvordan Udkantsdanmark pludselig blev en del af Danmark.

Personligt fik jeg en bræt opvågning, da jeg fik at vide, hvordan markedskræfterne egentlige virkede. Jeg vendte mine tanker om kampagnen med Jacob Høedt Larsen, som længe har arbejdet med PR og som nu skriver på bloggen Talegaver. Som den tålmodige mand han er, forklarede han mig i store træk, hvordan deres reklamestrategi hang samme:

Cult Shaker er den heldige indehaver at et meget præcist defineret segment. Uden at træde nogle folk for hårdt over tæerne, sigter de efter unge mænd, som har andre mål i livet end frihed, lighed og broderskab. Det er rimeligt sigende for segmentet, at reklamen bl.a. findes i mit lokale træningscenter. Nu ønsker jeg ikke at sætte alle, der drikker Cult Shaker i bås, men… You know.
Og gæt hvad? Det segment er fuldstændigt ligeglade med den dårlige argumentation. Det kunne faktisk ikke interessere dem mindre, om de lægger deres penge i et produkt, der producerer reklamekampagner, der er på grænsen til at advokere for voldtægt.
Så reelt set har Cult kun ét mål med deres reklamestrategi; at deres målgruppe opdager dem. Det gør den, når de bruger lækre babes og frække billeder. Det gør den, når de igen, igen, igen er i medierne for deres reklamekampagner. Det gør den, når bloggere sidder derhjemme og fylder nettet med brok over Cult Shaker. Al omtale er god omtale.

Så for at undgå, at Cults reklamekampagne endnu en gang bliver en bragende succes, så burde man helt undlade at nævne dem.
Men helt ærligt, vi kan jo også godt lide at brokke os over dem…

I sin tid opstillede Aristoteles tre dimensioner af etos: Fronesis, areté og eunoia.

Obama har lært at arbejde med de tre dimensioner, så selvom han nu og da kvajer sig, så går det aldrig rigtigt ud over hans popularitet.

Når Obama ikke får lukket Guantanamo til tiden, går det ud over fronesis: Han burde have vidst, at det ikke kunne lade sig gøre, det har eksperterne sagtt længe. Det går også ud over areté: Vidste han godt, at han ikke kunne nå det, men lovede det alligevel for at blive valgt?

Udover Guantanamo har han jo også for nyligt modtaget Nobels fredspris, hvilket ikke alle mente var helt fortjent, som det kan læses her hos DR. Her mener jeg, at der endnu en gang slides på hans areté: Hvorfor tager han imod, hvorfor tror han selv, at han har gjort sig fortjent til det?

Men hvor vigtigt er det egentlig? Ikke særligt vigtigt. For hver gang, der trækkes lidt på de to andre parametre, så kan Obama aktivere eunoia, altså velviljen overfor publikum. For nyligt delte han mad ud til hjemløse og fattige sorte for at ære og mindes Martin Luther King, en mand der har kæmpet hårdt for kerneværdier i det amerikanske samfund. Her viser han i høj grad sin velvilje overfor borgerne i alle sociale lag. Et stort plus på velviljekontoen. Og ganske belejligt en begivenhed der fandt sted ganske få dage før hans Guantanamo løfte endegyldigt var brudt. Obama viser også velvilje overfor sine tilhørere og humoristisk sans, hvilket vi kan tilskrive areté, når han for åben skærm erklærer, at nok er han landets præsident, men Bruce Springsteen “is the Boss!!”.

Selvfølgelig er der flere aspekter, der spiller ind, når man taler om en folkeforførelse som den, Obama har gang i. Ikke desto mindre er det ganske tydeligt, hvordan hans etos bruges.

Der står en pige i lårkort blondekjole, letbøjet ind over en sofa, som hun holder fast i ryglænet på. Bag hende, holdende om hendes hofter, står en fyr og stirrer ned på hendes ansigt.

Og med stort på det her intimme billede kommer guldkornene så: “Party now, apologize later”. Og her er det så, at min film knækker. Undskyld, hvad?? Her står der to unge mennesker midt i en omgang fuldt påklædt doggystyle, fyren kigger ondskabsfuldt ned på pigen, og så skal han undskylde senere?? Ej, her er da nogen, der ikke har tænkt tanken til ende. For det er helt tydeligt, at det er festen, der er afbilledet på reklamen, og lige så tydeligt må det fremgå, at der er noget, som skal undskyldes for bagefter.

Argumentationen holder bare ikke her. Implicit reklameres der for, at hvis du drikker “Cult Shaker- The Party Maker”, så får du noget på den dumme i løbet af aftenen. Men her følger det, at man skal ud og undskylde bagefter. Det kan så enten være fordi, at man simpelthen har fået så meget “Party Maker” i blodet, at man slet ikke er særligt festlig, når det kommer til stykket. Eller det kan være fordi, man fortryder den spontane baghyler, og at pigen/drengen så helt anderledes ud i dagslys. Either way, så kan jeg simpelthen ikke se, hvordan det taler positivt for produktet. “Drik Cult Shaker, for så gør du helt sikkert noget, som du vil fortryde”…. Hmmmmm….

Jeg kan ikke lade være med at betragte reklamen en smule intertekstuelt som en henvisning til Sundhedsstyrelsens lettere mislykkede kampagne om at holde sig under fem genstande, for ellers så mistede man sine venner næste dag. Her indfører Cult den gyldne mellemvej, man kan nemlig nøjes med at gå ud og sige undskyld bagefter. Det er en pointe, der også blev nævnt af de unge under Sundhedsstyrelsens Kampagne. Men er det virkeligt en alkoholsproducent, der skal ud og tage den op igen? Som sagt, så synes jeg bare ikke, at brandet vinder noget som helst på det.

 I retorikken arbejder man med den retoriske situation. Det er en situation, der skal besvares med en passende retorisk ytring. I dette tilfælde er den retoriske situation klimatopmødet. Men hvad er den passende retoriske ytring?   Mulighederne ved et topmøde er mange, men som dette møde er blevet italesat er det eneste passende (læs tilfredstillende) svar for Danmark en klimaaftale.

For et par måneder siden handlede alting “bare” om klimamødet og om Obama nu ville komme til Danmark igen eller ej. Men når jeg nu tager offentlig transport kører jeg i en metro, hvor Vestas plæderer for at “the time for action is now” og  supermarkeder reklamerer med muligheden for at “lave din egen klimaaftale” under indkøbene. Klimaaftalen er ikke længere Connie Hedegaards ønskebarn, den er nu blevet hele Danmarks putte nutte. Rådhuspladsen er blevet indtaget af en jordklode på 20m i diameter, så alle kan følge med i, hvordan indlandsisen smelter. Så vi rigtig kan føle hvad vi kæmper for.  Vi har sat alt på et bræt, og det er ikke bare Connies CV, der er afhængig af at opnå en klimaaftale.

Puuuuh, hvor bliver vi skuffet, hvis vi ikke får, hvad vi har ønsket os til jul!

Fantastisk!! Intet mindre!! Nej, det var måske ikke så sagligt endda, og det var måske mest af alt en god griner hjemme i stuen. Men Chris har jo ret, det bliver jo til “vil jeg”. Og hvor mange af os havde egentlig set den komme? Ikke mig! Og det er jo egentlig skønt med et fuldstændigt nyt perspektiv på vores så velkendte sprog.

For der er mange detaljer, som man glemmer, når man har brugt sit modersprog i så mange år, men som et par nye og udenlandske øjne ser langt klarer. À propos øjne, så tag et ord som “øjeblik”. Det bliver idag brugt som “vent lige lidt” eller en eller anden vag form for tidsangivelse; “det tager kun et øjeblik” (,siger tandlægen og borer løs). Men i princippet er det jo en ret præcis tidsudmålelse. Ja, det er logik for burhøns, men hvor ofte husker vi lige på det?
Et andet eksempel er ordet “rimeligt”. Når noget ikke er rimeligt, så er det ikke retfærdigt. Men det er jo “rime” og “ligt”. Sludder og vrøvl, sådan lyder det. For så skulle det betyde, at noget ikke var til at rime på eller med. Men på fransk, der hedder det sig dog stadig at ca ne rhyme à rien,  altså at det ikke rimer med noget. Så der er måske alligevel noget med den lidt mere bogstavelige betydning.

Det er spændende at se, hvordan folk udefra, der har et kendskab til vores danske sprog, kan bruge det og modellere det på en helt anden måde, end vi er vant til at se i vores hverdag. Om det så er Chris himself, der har været original og fundet på vilje grammene, eller om det er en eller anden smart tilrettelægger på tv2 finder vi nok aldrig ud af. Men den var jo smuk!

http://www.kongregate.com/games/gabob/clockwords-prelude?sfa=permalink

Clockwords er et fedt bud på din nye overspringshandling. Her er du en opfinder, der skal forsvare hemmelige dokumenter imod din modstanders mekaniske edderkopper. Maskinenen generer nogle bogstaver, og jo flere du bruger af disse bogstaver i dine ord, og jo længere dine ord er, desto kraftigere skud sender maskinen imod de indtrægende edderkopper.

Det er en sjov måde lige at få testet sit engelske ordforråd. Spillet indeholder rigtigt mange ord, nogle er dog blevet udeladt og genkendes derfor ikke af maskinen. Så hvis dit ordforråd tilfældigvis i høj grad stammer fra Jane Austin, så skal du godt nok klemme balderne sammen.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg endnu ikke har fundet en dansk version, for så havde de edderkopper fået høvl i stedet for at jeg skal sidde fast på level 27. Suk!

Jeg vil for lethedens skyld inddele selve salgsprocessen i 4 faser; den første kontakt, kundens behov, fremviselse af butikkens muligheder og “prøverummet”.

1.) Det er her, hvor man skal skabe den første kontakt med Fru Hansen, og det er her, at den største udfordring ligger. Man har som regel én ud af to følgende situationer. Enten er Fru Hansen bare ude for at småkigge og fordrive tiden, og derfor ønsker hun næsten aldrig ekspedientens hjælp. Eller også er hun ude efter noget bestemt, og så kan man måske få lov at hjælpe, hvis hun da ikke er “kan-selv-vil-selv”-typen. Her har jeg på den hårde måde måtte sande, at et “kan jeg hjælpe med noget?” sjældent virker. I stedet er man nødt til at tage udgangspunkt i den specifikke situation, samt den fornemmelse af hvordan fru Hansen er, som man allerede har fået. “Jaaah, den er smuk, ikke sandt”, eller “Det er et fantastisk farverigt udvalg for en vintersæson” virker betydeligt bedre. Ikke alene giver det mulighed for at Fru Hansen fortæller sin egen mening, men du er også mindre “farlig”, fordi du ikke (umiddelbart) er interesseret i at sælge noget.

2.) Når man så endelig, og det kan godt kræve mange forsøg, har fået indfanget stakkels Fru Hansen, skal man til at finde ud af, hvad hun leder efter. Kunderne har som regel en rimelig idé omkring, hvad de skal have, men nu og da skal de lige have et venligt skub i den rigtige retning, om man vil. Her spørger jeg altid ind til lejlighed, forventninger, smag (kjole eller nederdel?) etc., mens jeg samtidig prøver at greje, hvordan kunden er som person.

3.) Fornemmelsen for kundens personlighed skal man nemlig bruge, når man skal til at finde butikkens bedste bud på noget brugbart. Nu skal man bevise for fru Hansen, at man godt er klar over, at hun bare skal have “noget afdæmpet festtøj, der også skal kunne bruges til hverdag”, og det skal gå stærkt, før hun beslutter “bare lige at kigge videre selv”, og så er man dumpet. Her har man mulighed for styrke sin etos, fru Hansens tro på din dømmekraft som person. Derudover skal man helst allerede her, kunne komme med at godt argument for, at netop denne tunika kan styles både op og ned. Efter lidt tid kan man så foreslå “prøverummet”.

4.) Jeg forsøger altid for så vidt muligt at snakke med fru Hansen gennem forhænget, når vi når til prøverummet, hvis jeg da ikke lige skal ud at finde en bluse i den rigtige størrelse. Ikke bare om tøj, men om alt muligt, så hun får en følelse af, at jeg ikke bare vil sælge noget, men også “hygger” lidt om hende.  Og som regel er det faktisk ret hyggeligt. På nuværende tidspunkt har jeg også forstået, at min fru Hansen vil høre sandheden, men gerne udtrykt lidt skånsomt. Det er derfor, at jeg høfligt foreslår, at kjolen ikke er den bedste til at fremhæve hendes talje, når hun kommer ud i en rædsel, der hænger alle tænkelige steder. Her gælder det, at ærlighed varer længst. Er den grim, så sig det (men pænt). Er den for lille, så skaf størrelsen større. Find et andet stykke tøj, hvis det er muligt, men ellers er det bedre at lade kunden gå uden noget og huske besøget for god service, end at prakke hende noget på, som ligger i skabet de næste to år, og kun giver dårlige associationer til butikken.

Det er desværre en langt fra fyldestgørende sammenfatning af hvorfor tøjsalg er en retorisk balancekunst i sig selv. Men som afsluttende kommentar vil jeg sige, at alle kvinder, og de fleste mænd, må kunne værdsætte det retoriske kunststykke, det er at fortælle en kvinde, at hun måske alligevel burde prøve kjolen i XL.

Som en anden jedi behøver jeg nu blot nævne ordet økologi, for at fjerne enhver modvilje i min modstanders sind. Havde jeg forsøgt mig med samme dårlige undskyldninger for 5 år siden, var jeg nok ikke sluppet så helskindet igennem. Økologien var mere eller mindre bare heldig. Den var aldrig blevet et stort fænomen i 90′erne, men i samarbejde med større opmærksonhed på sundhed, motion, detox og bæredygtighed har den økologiske bølge oversvømmet alle kroge af Danmark. Nu er der ikke kun økologiske frugter på hylderne, men også ris, pasta, olie, eddike, garn, legetøj og jeg kan sågar gå til en økologisk frisør. Økologien er bundet så tæt sammen med de før nævnte begreber, at de fleste af os ikke skelner mellem dem længere. CO2 neutral produktion, økologi, og sundhed er blevet begreber, der i høj grad styrer vores samfund uden, at vi sætter spørgsmålstegn ved dem.

Økologi er godt. Hos okologi.dk findes en liste med ti gode grunde til at købe økologisk ind, der spænder fra bedre smag til bedre grundvand. Men selvom det lyder fantastisk er der alligevel grænser for den økologiske formåen. Det er gået hen og er blevet et modeord, som alle instinktivt forbinder med noget godt. Men det er ikke nødvendigvis altid nok. Økologi er f.eks. ikke nødvendigvis CO2 neutralt. Jeg burde da tage toget, eller endnu bedre, cyklen, og jeg kan helt sikkert også godt undvære 100kr til afrikanske børn. Jeg vil ikke sige, at økologien er en dårlig undskyldning, men det er en undskyldning, som de fleste af os ikke end gang lægger mærke til længere.

Nobelpris komitéen begrunder deres valg af Præsident Obama som modtager af prisen sådan her:

(…)for his extraordinary efforts to strengthen international diplomacy and cooperation between peoples

og

Only very rarely has a person to the same extent as Obama captured the world’s attention and given its people hope for a better future

“Given it’s people hope“. Ulig så mange andre Nobelpris har Barack Obama endnu  ikke gjort noget andet end at indgyde håb. Og netop det “hope” var også omdrejningspunktet for hans retorisk set mere end normalt vellykkede valgkampagne. Her er en mand, der så tydeligt har har bevist, at retorik ikke bare er til for at være tom, men som i høj grad er et kraftfuldt værktøj. Her er en mand, der har snakket sig lige ind i hjerterne på hele verdenens befolkning i så høj grad, at selv min mor sukker om hvilken “flot og klog mand”, han er.

Måske er det i den gode præsidents tilfælde for tidligt at beslutte, om der er tale om tom retorik retorik eller  ej, han har har jeg trods alt kun haft siden januar til at bevise sit værd. Men hvad der er helt sikkert er, at han har har benyttet  virkningsfuld retorik. Så virkningsfuld, at han har formået at så blår i øjnene på så garvede kritikkere som nobelpris komitéen efter kun otte måneder i sit embede. Og mange har spurgt sig selv selv hvorfor. I følge BBC støtter flere regeringsledere op om valget af Obama som prismodtager, men op til 75% af seernes kommentarer har hos BBC været “skeptiske”. Hr. Obama har da også præsteret at vippe ingen mindre end Zimbabwes premiere minister Morgan Tsvangirai af pinden. Jeg fristes til at tænke, at selv nobelpriskomitéen er hoppet med på Obama-bølgen. Og hvorfor? Fordi han forstår at bruge retorikken!